Thomas B. Moeslund udpeget til Dataetisk Råd
Vi er glade for at kunne offentliggøre, at Thomas B. Moeslund, professor ved Det Tekniske Fakultet for IT og Design ved Aalborg Universitet, er udpeget som nyt medlem af Dataetisk Råd.
Thomas er internationalt anerkendt forsker inden for kunstig intelligens og computer vision og har gennem sin karriere arbejdet indgående med både udviklingen af ny teknologi samt samspillet mellem avanceret teknologi og samfundsmæssige konsekvenser. Hans arbejde spænder fra teknisk metodeudvikling til anvendelsesorienterede løsninger, hvor ansvarlighed, gennemsigtighed og menneskelige hensyn er centrale elementer.
Med udpegningen til Dataetisk Råd bringer Thomas en vigtig teknologisk og forskningsmæssig stemme ind i rådet. Vi glæder os over at få Thomas’ perspektiver med i belysningen af de dataetiske dilemmaer, der opstår i takt med den hastige digitale udvikling, og i arbejdet for en ansvarlig anvendelse af data og kunstig intelligens i Danmark.
”Jeg er stolt over udnævnelsen og ser frem til arbejdet i rådet. Håber specielt at kunne bidrage med min dybe tekniske indsigt i moderne algoritmer og deres brug af data, samt min viden om spændingsfeltet mellem dataetiske principper og praktisk implementering.”